søndag den 11. august 2013

Vandrende Sjæle - Stephanie Meyer (The Host #1)






Titel: Vandrende Sjæle (The Host)

Forfatter: Stephanie Meyer

Serie: The Host #1

Genre: Science Fiction/Romance

Udgivet af: Lindhardt & Ringhof
Udgivelsesår: 8 okt. 2009





Resumé:
Vores verden er blevet invaderet af en skjult fjende. Mennesket er blevet ufrivillige værter for disse indtrængende væsner, som overtager sindet, alt imens kroppene forbliver intakte og fortsætter deres hverdagsliv tilsyneladende uberørte. Størstedelen af menneskeheden er bukket under.
Da Melanie, en af de få frie mennesker der er tilbage, bliver fanget, er hun sikker på, at hun skal dø. Vandreren, den indtrængende ”sjæl” som er blevet tildelt Melanies krop, er blevet advaret om udfordringerne ved at bo i et menneske: de overvældende følelser, overfloden af sanser, de alt for levende erindringer. Men der er én ting, som Vandreren ikke havde forberedt sig på: Kroppens tidligere beboer nægter at forsvinde.
Vandreren trænger dybt ind i Melanies tanker og håber at finde oplysninger om de sidste frie menneskers skjulte tilholdssted. I stedet fylder Melanie Vandrerens tanker med billeder af den mand, som Melanie elsker – Jared, et menneske som lever i skjul. Ude af stand til at adskille sig selv fra sin krops ønsker, begynder Vandreren at længes efter netop den mand, hvis opholdssted hun er blevet pålagt at opspore. Da udefrakommende kræfter gør Vandreren og Melanie til uvillige allierede, tager de afsted på en farlig og usikker søgen efter den mand, de begge elsker. 


Plot:
Jeg kan ikke andet end at elske den måde plottet i denne bog udvikler sig på. Den er lidt sløv de første to til tre kapitler men derfra, er det umuligt at ligge den fra sig et enkelt øjeblik. Plottet er perfekt afbalanceret med karakterernes udvikling igennem hele bogen og handlingen. 


Karakterene:
Her kan det godt blive lidt forvirrende da der er en masse nye ting man skal vende sig til i denne verden som Stephanie Meyer har skabt, og jo længere Melanie/Wandas rejse varer jo flere vigtige karakterer bliver introduceret. Det der overraskede mig mens jeg læste denne bog var at jeg sagtens kunne huske de fleste karakterer. Da alle deres personligheder og handlinger gjorde et stort indtryk på mig fra starten af. Jeg kan nemt sige at Stephanie Meyer har ramt lige plet med karakterernes personligheder og handlinger i denne bog. De er så realistisk skrevet at det ikke ville undre mig hvis de rent faktisk fandtes et sted derude.  

Kreativitet:
Der er vidst kun ros tilovers for denne bog, da den her verden hun har opbygget er utroligt unik. Der er fantastisk baggrundshistorie i bogen, og man bliver bare mere og mere opslugt af hvad der foregår. At man tilsidst ikke kan løsrive sig fra den længe efter man har læst den sidste side. Jeg læste denne bog for første gang 1 år efter at den udkom og 200 bøger senere er den stadig min yndlingsbog og den jeg altid vender tilbage til når jeg ikke er i humør til at læse. Jeg kan snildt sige at jeg har læst den her bog mindst 15 gange og den bliver bedre for hver gang. Denne bog er så fantastisk som den er, at jeg er bange for at læse resten af serien når den engang udkommer, da der er en stor chance for at de kan ødelægge den første bog for mig.

Forfatterens Skrivestil:
Jeg læste først Twilight serien af Stephanie Meyer, det var en af de første paranormale bøger jeg havde læst. Og jeg nød den en del, men jeg må indrømme at filmen dog ødelagde det billede jeg havde fået af bogen. Mange der har læst/set Twilight serien og ikke har nydt den, har ikke lyst til at læse mere fra Stephanie Meyer hvilket er en skam, for den her bog kan slet ikke sammenlignes. den er på et helt andet niveau hvor der er en masse at relatere til. Men en masse ros til Stephanie Meyer over sådan en vellykket bog og jeg håber virkelig at resten af serien er ligeså god og fangende som denne. 

Coveret:
Jeg var ikke særligt tiltrukket til dette cover da det på den ene side er meget simpelt, og på en anden virker lidt mystisk. Det er ikke et af de bedste covers derude men den passer meget godt med bogen. Og giver os en idé om hvordan disse "sjæle" præger den måde mennesket ser ud på. 



Hjerter:

 Plot:     
Karaktererne:     
Kreativitet:     
Forfatteren:     
Coveret:    

Overalt Vurdering:

    


Ingen kommentarer:

Send en kommentar